Zanzibar, oh Zanzibar

Saa har jeg forladt Uganda (er for at vaere korrekt 12dage siden det skete) og har slaaet mig ned paa Zanzibar, oeen alle maa elske. Her er ret fantastisk. Jeg har indtil nu boet i Stone Town med gader saa snoerklede og hvide at man blendes mens man mister enhver retningssans, og havet der ligger blaagroent lige op til byens centrum. Fantastisk sted.Indtil nu har tiden gaaet med dykning, snorkling, badning og spisning. Og saa selvfoelgelig trasken omkring paa maa og faa og se paa byen. Jeg har faaet taget mit PADI Open Water certifikat der ud over teori og pooldykning stod paa fire dyk paa skibsvrag og koralrev i havet ud for Stone Town. Derudover har jeg ogsaa haft et enkelt night dive. Vi sejlede ud mens solen stadig var synlig, gik ned, og da vi var ca. halvvejs igennem dykket var der totalt moerkt. Vi havde lommelygter med, men vente man sig om uden lys et oejeblik var der totalt morkt. Man havde absolut ingen anelse om hvor bund og overflade var.
Nattedykningen boed blandt meget andet paa lion fish (ses herover, billede fra http://www.wayfaring.info) og kaempe store eremit krebs.

I disse dage er Zanzibar International Film Festival i fuld gang. Det betyder musik, film og underholdning i doegndrift. I dag har vi koebt billeter til festivalen og skal ind og se nogle afrikaske producerede film. I morgen slaa vi teltpaelene op (eller pakker sammen fra vores hotel, om man vil) og flytter til oestsiden af oeen for nogle dage. Der er nemlig Mwaka Kogwa Festival i Makunduchi. Og hvis du ikke lige ved hvad det er, saa kommer her nogle stikord: Persisk nytaar, Rensende bade for at vaere ren til det nye aar, En medicin man der saetter ild til en hytte med "elders" i, Flygtende "elders", Raab og skrig, Verbal fight i bedste hooligan stil, og Slaa hinanden med kaeppe. Hvem vil ikke gerne opleve det?
Dette er mit sidste blogindlaeg, vi ses i Danmark!

(Billede taget fra www.vejret-dyn.tv2.dk)

Sidste blogindlaeg fra Uganda

Saa er der ved at vaere gaaet et stykke tid siden jeg sidst har lagt noget op her paa bloggen. Siden sidst har jeg haft besoeg af mine kaere (omend en smule blege) foraeldre. De kom den anden uge i maj, og vi startede med en uge i total luksus paa en herlig safaritur. Turens foerste stop var Kibale National Park hvor vi var ude og lede efter chimpanser. Efter mere end tre timers trasken rundt i en regnskov fandt vi dem saa. Hoejt raabene, siddende i traernes toppe var de der saa. Kibale boed ogsaa paa en helvedes masse andre abearter. De fleste arter jeg har ingen ide om hvad hedder, men denne her er jeg ret sikker paa er en bavian med unge.

Derefter gik turen videre til Queen Elizabeth National Park hvor vi blandt meget anden saa elefanter i massevis (180 stk, sagde vores guide), hjorte, boefler, loever, en masse fugle bl.a. pelikaner og fiskeoerne, flodheste, krokediller, en hyaene og en enkelt leopard. Bare hvis nogle skulle vaere i tvivl, kan jeg informere om at vi herunder har en elefant og en leopard.

Efter en uge med safari gik turen soendag videre til KCV. Her var alle boernene glade for at se os og vores medbragte sager. Gaverne stod blandt andet paa fodboldtoej og fodbolde til drengene og smykker til pigerne. Jeg kan fortaelle at fodboldtoejet bliver brugt flittigt hver gang drengene fra KCV har en match :) Herover er det Kiyumbakimu i roede spilletroejer og en nabolandsby i blandede farver. Det er Ben med bolden.

Mandag tog vi en tur til Masaka og koebte ind for de penge folk havde sponsoreret til boernehjemmet. Det blev til bord, stole og gulvtaeppe til lektierummet og en bunke cykler. De fleste boern paa boernehjemmet og vores naboboern og Gertrude har nu laert at cykle. Derudover har jeg arrangeret en udflugt til en soe en times tid fra KCV. Turen skal foregaa den 26.juni og bliver den foerste tur uden for lokalomraadet for de nye 11 boern. Det skal nok blive godt.

Onsdag tog vi fra boernehjemmet og til Jinja. Her stod den paa 100% afslapning ved poolen, et dyp i Nilen og afsindig god mad, foer de gamle igen skulle med flyet hjem soendag aften.
Dette er mit sidste indlaeg fra Uganda. Jeg har i skrivende stund 9 dage tilbage paa boernehjemmet, foer jeg den 3. juli siger farvel for sidste gang (i hvert fald i denne omgang)og tager to en halv uge med dykning, badning, swahili mad og hytteafbraendningsfestival pa Zanzibar!

Batwapygmaeerne og soebesog, folkedrab og faenomenal foede

(Migpaa boda-boda i Kigali, Rwanda. Man skal her, i modsaetning til i Uganda baere hjelm naar man sidder paa en boda, og de tager kun een passager pr. motorcykel (!))

Saa er endnu en udflugt vel overstaaet, og den stod paa besoeg hos Batwa pygmaeerne naer Kisoro (taet paa graensen til DR Congo og Rwanda), afslapning og solskoldning ved Lake Bunyonyi og et besoeg i Rwanda hvor vi hoerte en del om folkedrabet i 1994 og spiste en masse god mad! (Her ses man i Kigale paa Bourbon Coffee Shop med en ubeskrivelig laekker tramenzini med salat(!))
Turen startede onsdag morgen. Klokken 7.00 sagde vi farvel og forlod vi KCV's blaa-roede bygninger i oesende regnvejr (og det her var maaske en mindre overdrivelse, men lidt regnede det da, og det havde ogsaa regnet en del i loebet af natten. Resultat, total mudderbad). 19.00, tolv timer efter afgang, var jeg i Kisoro, en ret uinteressant by 7km fra graensen til Rwanda og 15km fra DR Congo. Jeg havde ikke tilbragt mange minutter i indgangsrummet til Graceland Motel da en mand kom hen til mig og begyndte at aevle loes om alle de ture han engagerede. Mit maal var klart, jeg skulle besoege Batwafolket, et pygmaefolk der er en af de aeldste folk i Uganda og som blev jaget ud af deres oprindelige levested, flyttede til grotter, blev set paa som farlige af beboerne i naeromraadet og derefter flyttede til smaa landsbyer hvor de i dag lever af lidt landbrug og af hvad turisterne giver. Jeg kom derud torsdag morgen, fik en rundvisning hvor jeg saa deres huse m.m. Husene var utrolig smaa og de fleste af dem var lavet af grene og bananblade. Herunder ses et eksempel paa et hus.

Og bagefter stod den paa sang og dans fra deres side. Det var ret sjovt at se. Deres sang-og-dans-forestilling fortaeller deres historie. En del af danse gaar ud paa at hoppe meget hojt, ca en meter. Det er ret meget naar man ikke er saa hoej. Bagefter stod den paa det obligatoriske faellesbillede foer turen gik videre. Manden foran mig paa billedet er landsbyens aeldste, 87aar og en veltraenet hopper.

Efter besoeget i landsbyen tog vi ud for at se de grotter de havde boet i tidligere. De var store, moerke, fugtige og fulde af flagermus og mudder. Min guide fortalte at de sidste af Batwa'erne flyttede herfra i starten af 1980 da landsbyerne i naerheden af grotterne blev stoerre og landsbybeboernes frygt og deskrimination af Batwafolket tog til. Grotterne var dannet af lavagange fra en vulkan i naerheden. Denne vulkan doede for mange, mange aar siden. Efter vi havde udforsket grotterne i et stykke tid, tog vi ud for at se denne tidligere vulkan. Det lignede en stor bakke, men da vi, godt forpustet, kom op paa toppen, kunne man se dens hule indre. Jorden paa vulkanene er meget naeringsrig, saa hele omraadet var brugt som landbrug. Fra toppen kunne man se til det bjerg det ligger paa graensen mellem DR Congo, Rwanda og Uganda.

Herefter moedtes jeg med de andre to igen, og vi tog sammen paa afslapningsferie til Lake Bunyonyi. Vi kanoede ud til en lille oe, hvor vi overnattede og saa kanoede vi hjem igen. Det var en meget flot natur der omgav os og der var, maaske fordi det var en oe, meget stille og roligt. Det lykkedes mig endda at blive utrolig solskoldet. Nedenfor ses jeg i faerd med at skrive lidt dagbog (eller mere korrekt, en maanedsopdatering). I baggrunden ses andre oer eller maaske er det fastlandet?

Og her neden for er jeg saa igang med det haarde arbejde det var at komme tilbage til fastlandet.

Herefter tog vi til Rwanda, landet med den dejlige mad. Men ogsaa et land med en meget tragisk historie. Jeg snakker her, selvfoelgelig, om folkedrabet i 1994. For dem der ikke helt kan huske hvad det der fokdrab handlede om kommer der her en hurtig gennemgang (for dem der kan huske det, spring over dette afsnit).
Hutuerne var oprindelig farmere og kom til landet 500aar foer tutsierne. Tutsierne kom som jaegere og kvaegfolk og havde med deres baggrund ingen problemer med at erobere stoerstedelen af landet selvom de var lang faerre end hutuerne. Men i de sidste mange aarhundrede foer folkedrabet var der ingen problemer. Hutuer og tutsier levede i fred og harmoni med hinanden. Men saa kom de tyske kolonister til landet. De valgte at tutsierne skulle styre landet. Efter 1.Verdenskrig blev landet givet til Belgien som fortsatte med tutsistyre. I 1959 havde hutuerne faaet nok og kraevede at faa magt naar det nu var dem der havde vaeret i landet laengst. Der begyndte at dukke rygte op om at vigtige hutuer var blevet drabt at tutsier, og saa var det hele i gang. En masse tutsier flygtede til Uganda. Ved et valg i 1961 vandt hutuernes frihedsbevaegelse magten i landet og det holdt til folkedrabet i 1994. Fra 1961 til 1994 formaaede regeringen at fastholde et etninsk had mod tutsierne og fastholdte paa den maade magten. Der var propaganda fra radioen der bl.a. fortalte om hvordan tutsierne planlagde aktioner mod hutuerne. Det var familie mod familie, venner mod venner. Den 6.april '94 startede de 100 dages folkemord der drabte 1.000.000 tutsier og gjorde mange boern foraeldreloese, mange af de kvinde der kom i kloeerne paa hutusoldaterne blev voldtaget af HIV+ saa man paa den maade sikrede sig at tutsifolket ikke kunne overleve. Det var 100dage hvor den internationale verden forholdt sig tavse og mere eller mindre oversaa hvad der skete i dette oestafrikanske land.

Mens vi var i Rwanda var det mindesdagene for folkedrabet. 16 aar er gaaet siden det skete. Det er en maerkelig tanke at naeste alle vi moedte paa gaden, i bussen eller i supermarkedet maa kunne huske et eller andet derfra. I dag gaar rwandanerne meget op i at sige at de hverken er hutuer eller tutsier men rwandaner. Soendag tog vi ud for at se Kigali Memorial Centre. Der var en historisk afdeling om folkedrabet i Rwanda, en historisk afdeling med andre folkedrab rundt om i verden og en udendoers afdeling hvor der var mindehaver og massegrave fra dengang i '94.

Mandag tog vi til to kirker lidt uden for Kigali hvr tutsier havde gemt sig i den tror at de kunne vaere i fred her. Det kunne de ikke. Hutusoldater kom til begge kirker. I den foerste blev de mange, mange tutsierne braendt inde. I den anden blev der smidt granater ind til dem. For at minde om hvor forfaerdentlig det var, og minde om at intet lignende nogensinde maa ske igen, har man ladet toejrester, kranier og knogler vaere i kirkerne saa man kan se det hele. Her er nogle stemningsbilleder fra kirkerne.

En tid med Sipi-tur og parlamentsmedlemsbesoeg

Saa er vores tur til Sipi Falls vel overstaaet. Der var ellers omkring 15sekunder hvor vi overvejede om vi overhovedet skulle tage af sted. Et par dage foer afgang fra KCV havde der nemlig vaeret et voldsomt mudderskred i Bududa naer Mbale (en by som, viste det sig, er venskabsby med ingen andre end Randers (!)) og altsaa ogsaa naer Sipi. Omkring 400 var enten savnede eller doede (og naar man har vaeret savnet, begravet i mudder i to dage, er chancerne ikke store). Mudderskredet skyldtes en overbefolkning i omraadet der har 1166personer per kvadratkilometer. Alle disse mange mennesker skal have noget mad, og derfor har beboerne igennem de senere aar opdyrket jord der tidligere var skovomraader og lignende. Da der saa kom et voldsomt regnvejr, foerte det til det voldsomme mudderskred. Men vi tog afsted og efter 10 hurtige timer paa de oestafrikanske veje har vi flyttet os de 350km det tager at komme til Sipi. Og hvilken Sipi! Sipi ligger i oplandet til Mount Elgon og udsigten var faenomenal!

Her sidder Megan og jeg og kigger ud over dalen.

Vi tog paa en rask 3timers guideed tur til vandfaldene. Der er tre store og nogle smaa fald, men vi kunne ikke komme til det stoerste af dem, da det er regnsaeson og risiko for smaa mudderskred og loese sten. Saa vi gik til de andre. Det foerste var ikke saa langt fra start. Det var kaempe storet og bag ved var en grotte som hyrder lang tid tilbage havde bygget lidt efter lidt. Herfra gik turen opad. Voldsomt opad! Vi kom til turens andet vandfals som var mindre, men hvorfra udsigten var en del fotografier vaer. Her et eksempel :

Vi gik videre op mod turens tredje store vandfald. Vi stod ved bunden af faldet og det foeltes som at staa i voldsomt storm- og regnvejr. I loebet af ingen tid var vi alle gennembloedte. Det har vi her til hoejre et bevis paa:






Hjemturen delte vi op i to med en overnatning i Kampala. Det vidste sig at vaere en god ide da turen fra Sipi til Kampala (ca 200km) tog omkring 7timer (!).
Siden sidst har vi ogsaa haft ”besoeg af vigtig man fra parlamentet”-dag. Alt var ryddet op og gjort rent, enorme maengder mad var koebt ind, vi havde faaet nyt plastikgulvtaeppe i the Volenteers' House og alle bygninger var, af grunde man kun kan gaette sig til, blevet malet pool-blaa og raeve-roed. Med andre ord, alt var gjort klar. Gaesterne var inviteret til klokken 9.00, guest of honour (=parlament guy) var inviteret til klokken 9.45. Nu har jeg jo vaeret i Uganda et stykke tid, saa jeg vidste godt at han ikke kom til tiden, men jeg var rimelig sikker paa at han ville vise sig inden frokost... Men nej.. Vi ventede og ventede, og ventede og ventede, og ventede lidt mere, og da vi var lige ved at opgive, dukkede han saa op... Og paa dette tidspunkt er klokken saa blevet 19! Der var sang fra boernene, taler fra parla-guy plus andre, rundvisning paa stedet og halvanden time senere var han saa smuttet igen. Sikke en dag.

Paa billedet til hoejre ses Sseremba og jeg der begge, efter ordre fra Mr. Stuart havde soerget for at vaere "very csmart and very clean".

Vi har nu planlagt vores naeste tur. Det bliver til sydvest uganda hvor jeg skal ud og besoege en pygmaestamme mens de to andre tage paa skovvandring i regnskoven. Derefter moedes vi igen til afslapning ved Lake Bunyonyi. Herfra gaar turen til Rwanda hvor vi blandt andet skal se mindecentret for folkedrabene i '94. Er vi spaendte!

Og her til sidst vil jeg lige rette op paa en fejl fra tidligere. Teksten til et billede jeg lagde op i et tidligere indlaeg, fortalte at det var et billede af mig og Beth's soester. Ved et hjemmebesoeg hos Beth's familie, deriblandt en soester uden toej, viste det sig at soesteren i virkeligheden er en bror. Billedet af mig og Beth's soester er altsaa rigtig et billede af mig og Beth's bror.. Saa blev man saa klog!

En stille tid i KCV

Siden sidst er der ikke sket det helt store i KCV. Vi var haft et par dagen stor set uden vand. Vores vandmand (altsaa den ansvarlige for at der er vand) havde en uges tid hvor han ikke dukkede op. Det betoed at vi selv skulle traekke det vand vi havde brug for op af broenden (det skal her lige siges at broenden er 30 meter dyb). Desuden var der noget galt med broenden, saa det vand man fik op med moeje og besvaer var uigennemsigtigt, nogen ville maaske endda betegne det som brunt. Men hva' fanden, naar det er kogt fejler der jo ikke noget. Saa i onsdags begyndte det at regne og det stoppede ikke igen foer natten mellem torsdag og fredag. Saa nu har vi en masse vand.

Men tilbage til fokus, der er ikke sket saa meget paa det sidste, og derfor har jeg i dette blogindlaeg lagt nogle aeldre billeder op.

Det foerste billede her, er et billede af en noegen Sharif en dag vi besluttede at tegne et laekkert lille overskaeg paa ham med en sprittus. Taenker man tilbage kunne det godt vaere at det at tegne paa smaa boern med sprittusser ikke er den bedste ide...

Billede to viser Stuart (taettest paa) og Parfula i min P1 matematikklasse der, meget koncentreret, bruger en kugleramme til at faa styr paa tallene med.. Og saa siger det ogsaa en sjov lyd naar man ruller hurtigt med kuglerne.

Det tredje og sidste billede viser Gertrude med noget af dagens opvask. Ja, opvasketjansen er ikke altid sjov og kan nemt tage op mod en time at komme igennem.

Det var alt for denne gang. I naeste uge tager vi til Sipi Falls, et vandfald i den oestlige del af Uganda. Turen tager opkring 12timer nonstop, men Sipi skulle vaere utrolig flot, saa det maatte vi da se. Naeste indlaeg bliver med billeder fra turen.

NB saa skulle billederne til dette indlaeg ogsaa vaere paa plads. Naeste gang bliver det forhaabentlig med Sipi Falls billeder.

Store indflytninigsdag

Saa kom dagen hvor vores ti nye beboere skulle flytte ind. Onsdag den 27. januar 2010 kom de ti nye som vaneligt om morgenen. Det specielle ved denne dag var at de alle havde familie og plastikposer eller tasker med. Denne dag skulle de nemlig ikke hjem igen lige foer frokost, men blive i KCV resten af deres barndom. Da alle var moedt op, gik vi alle sammen op i det nye hus. Dagenen op til denne onsdag var brugt paa at indrette, rede de nye senge op, ordne de nye bokse med navne og fylde dem med haandklaeder, sko, vasketing og lignende smaating. Det nye hus bestaar af 10 rum; et tum til hver af de to moedre (vi har dog stadig kun én da der ikke er penge til en ny), et rum til de syv gamle drenge, et rum til de fem nye drenge, et til de tre gamle piger, et til de fem nye piger, et faellesrum og tre baderum. Stemningen var lidt nedtrykt. De har vidst de sidste to aar at de skulle bo paa KCV, men det var vist foerst paa det tidspunkt at det gik op for de fleste at de ikke skulle hjem igen. Efter at alle havde fundet deres nye seng med mere var det tid til gaveuddeling med gaver fra deres sponsorer. Det hjalp lidt paa stemningen. Der manglede dog gaver til tre af dem. Deres pakker var ikke dukket op med posten, og deres humoer sank yderligere.

Her ser vi saa boern, bedsteforaeldre, foraeldre, frivillige og ansatte overvaere gaveaabningen.
Efter familierne var taget hjem blev stemningen lidt bedre, og resten af dagen forloeb godt. Om aftenen havde vi en lille indflytningsfest med trommen, sang, dans og stjernekastere i det nye hus. Paa billedet nedenfor ses Scovia i gang med at vise sine kunster med en stjernekaster.

Natten forloeb overraskende stille og rolig. En enkelt trillede ud af sengen i loebet af nattens sene time, men ellers sov alle. Og nu er det som om de alle har fundet deres pladser her. Mandag begyndte vi skolen igen. Vores klasse er tydeligt formindsket. De ti nye er nemlig flyttet til en rigtig skole, Mirembe Primary School, som ogsaa de ti gamle gaar paa. Saa i min P1 klasse er der flyttet 4 nye elever op fra babyclass, hvilket betyder et samlet klasseantal paa hele fem elever. Onsdag dukkede en ny dreng op. Han kom efter skolen var sluttet, og ingen vidste rigtig hvem han var. Det viste sig at han hed Abed og at han skulle flytte ind paa KCV. Saa nu har vi altsaa 21 boern boende.

Og her har vi saa et billede af alle boernene fra KCV (undtagen Abed som endnu ikke var kommet da billedet blev taget). Oeverste raekke fra venstre mod hoejre er Francis, Derrick, Ben, Ddamba, Gerald, Herman og Julius. Nederste raekke fra venstre mod hoejre er Jimmy, Jolly, Aisha, Sabina, Nulu, Jackie med Hellen, Sarah med Sharif, Scovia med Sharfik, Julius Seremba med mango, Beth, Fahad og Roger.

Her til sidst lige et billede af mig og Sarah der haneger ud med Beths lillesoester med det sjove haar paa indflytningsdagen.

Forsinket skolestart og indflytningsforberedelser

Den 18. januar skulle skolen saa begynde igen. Det skete ikke. Vores lokale nyhedspresse, en boda-boda med hoejtaler og en snakkende nyhedsvaert, kom koerende rundt og meldelte at staten havde besluttet at der ikke var skolegang i Uganda foer starten og februar. Saa nu starter skolen mandag den 1. februar.

Her er det, fra venstre mod hoejre, Ben, Gerald, Herman, Roger og i forgrunden i blaa og gul t-shirt Farhad, der bruger en stor del af ferien paa at spille fodbold.

Siden sidst er der sket meget i den nye bygning. Vi har faaet malet vaeggene og hele bygningen fremstaar nu meget lysegul. Vi har ogsaa faaet koebt madrasser, senge lagner og andre smaating til de ti nye boern. I gaar koebte vi taepper, madkasser og skoletasker og penalhuse og saa mangler vi bare elektrisitet og en holdbar plan med hensyn til mad. Det er nu meningen at de skal flytte ind paa onsdag, den 27.jan, mens de ti gamle og Rebecca flytter op i den nye bygning dagen foer. Nu maa vi se om planen holder denne gang. Jeg begynder nu at tro pa at det virkelig vil ske denne gang. Det er ogsaa meningen at de ti nye skal begynde i Mirembe School, den samme skole som de ti gamle gaar paa, til semesterstarten, altsaa den 1. februar. Saa det vil vaere rart hvis de var flyttet ind til den tid.

Her ses resultatet af vores foerste dag med maling. Det er er pigernes to vaerelser, et for de 5 nye piger og et for de 3 gamle pige. Som det ses er farven gul.
Tiden gaar lidt sloevt, men mig og Megan er i fuld gang med at arrangere vores Zanzibartur. Vi tager afsted midt i juli saa det er ikke fordi vi stresser over forberedelserne. I naeste weekend skal vi paa mid-term camp. Vildt at vi allerede har vaeret her i 6maaneder. Det er 3 dage paa hotel i Kampala, og noget vi virkelig ikke har lyst til. Foer Henna rejste, fortalte hun at hendes mid-term camp bestod af maaske 4 timer hvor de lavede noget og ellers en masse tid hvor de bare ventede. Skal nok bliver supert :)

Her et billede af hvordan man kommer af med skrald i Uganda. Ja, man braender det. Alt sammen. Her er det Scovia, Sarah og Gertrude i noget der ligner en meget dyb samtale med baalet i baggrunden.